Herlev Folkedanserforening består af en masse danseglade mennesker i alle aldre fra cirka otte år og opefter.
Vi lægger stor vægt på at hygge os sammen, mens vores virkelig gode danseinstruktør kyndigt fører os gennem trin og fatninger, så resultatet bliver munter dans. Vi danser til levende musik og har derfor altid mindst en spillemand til at spille for os.
For at kunne tilgodese det store aldersinterval har foreningen delt undervisningen:
- Et voksenhold, der danser mandag aften fra september til maj. Holdet samler dansere fra cirka 15 år, og vi kommer hele repertoiret igennem.
- Et voksenhold, der danser torsdag i dagtimerne. På dette hold undgår vi danse med mange hop og snurren rundt, så alle kan følge med. Et modul finder sted i efteråret, et andet i foråret.
- Et børnehold for cirka otte- til 12-årige, der danser 11 søndage i sæsonen.
- Et baldansehold, der danser samme søndage som børneholdet. Holdet henvender sig især til unge og voksne, og der er kun få hop.
Se flere detaljer om holdene og se videoen fra vores flashmob her samt vores biografreklame her..
Hvad med påklædningen?
Til danselektionerne danser vi i helt almindeligt, behageligt tøj. Dog tager vi hensyn til gulvet, så udendørs sko ikke benyttes indendørs.
Opvisninger
Når vi danser opvisninger, trækker vi nogle gange i kopier af de flotte, gamle egnsdragter. Nogle af os har selv en dragt, andre låner eller lejer en. Det er altid frivilligt, om man vil deltage i opvisninger.
Vi går gerne ud og giver en opvisning eller underviser en gruppe som et festligt indslag eller som teambuilding, ligesom vi er åbne over for at udleje dragter. Se mere her.
Fester
Ud over at danse enten mandag, torsdag eller søndag, mødes vi til fester med masser af folkedans og rigtig god musik, leveret af et godt orkester. Vi holder normalt 4-5 fester, kaldet legestuer, i løbet af en sæson, som regel lørdag aften. Midt på aftenen holder vi en pause, hvor vi drikker kaffe/te og spiser hjemmebag. Se planlagte åbne fester under Arrangementer, interne fester annonceres på medlemssiderne.
Stævner
Om sommeren afholder Dans Danmark et stævne for alle landets folkedanserforeninger. Som regel deltager nogle medlemmer fra Herlev Folkedanserforening.
Lidt om foreningens historie
Herlev Folkedanserforening blev dannet i 1955 af en flok herlevitter, der havde lyst til at danse folkedans og samtidig komme hinanden ved. Gennem folkedansen ville både forældrene og deres børn lære hinanden at kende.
Vi fejrede vores 60 års jubilæum i 2015.
Tilknytning
Herlev Folkedanserforening er medlem af landsforeningen Dans Danmark og dermed også af Danmarks Idræts-Forbund (DIF).